N i e l s
Dette er en Internet hjemmeside som fortæller lidt om individet Niels.

If you can't read and understand the Danish language, you probably wouldn't have any interest in reading this page.
So please find another site on the enormous Internet, where the information would be more useful to you.

Mine forældre lod mig føde umiddelbart efter anden verdenskrig sluttede (i Danmark). Hele min barndom og ungdom boede jeg i en mindre landsby i Nordsjælland, med en vidunderlig udsigt til Øresund og Sverige.

Jeg havde den ret usædvanlige barndom at være et skilsmissebarn (dengang var det faktisk usædvanligt). Dette medførte at jeg blev kaldt noget andet, end det jeg egentlig hedder, men nu ved jeg efterhånden godt, hvem jeg er.

De største fornøjelser i min barndom og de yngre år af mit liv var at stikke af hjemmefra, at klatre i træer, samt at læse alt hvad jeg kunne få fingre i, jeg har faktisk læst HELE biblen (1 bind), Mein Kampf af Hitler (2 bind), Das Kapital af Marx (15 bind), samt det meste af Nordisk Konversations Leksikon fra 1948-1952 (26 bind), ud over et væld af andre mere eller mindre lødige bøger.

But there's no need for turning back
`Cause all roads lead to where I stand.
And I believe I'll walk them all
No matter what I may have planned.
*)

Lærerne (og lærerinderne) i folkeskolen og jeg var ikke helt enige om, hvad der var relevant for et barn at lære for at klare sig i livet, dette bevirkede at hele underskolen var en ret træls tid for mig, og at jeg absolut ikke har nogle gode minder fra min skoletid.
Mærkeligt nok har jeg faktisk aldrig mødt én eneste af mine klassekammerater fra folkeskolen senere i livet.
Efter folkeskolen tog jeg en "Almindelig Forberedelseseksamen" (præliminæreksamen), i øvrigt den allersidste der blev givet i Danmark.

Jeg er uddannet både som kommunalassistent (5 spildte år af mit liv, men det var lidt prestigegivende, mente min mor, og så det gav jo osse ret til pension) og civilingeniør i kemi (speciale i kvantekemiske beregninger på biologiske systemer), kemi viste sig dog at være kedeligt, så jeg har altid arbejdet inden for IT, hvor jeg så til gengæld er autodidakt.

Jeg blev i 1970 gift med jordens sødeste pige (og hende er jeg heldigvis stadigvæk gift med, selvom det undertiden er næsten umuligt for mig at forstå, at hun har kunnet holde mig ud i alle de år).

Jeg hader at stå tidligt op om morgenen, og er en meget stor tilhænger af energibesparende adfærd (vores families omskrivning af "dovenskab", som jo er ret værdiladet), jeg har [desværre] en alvorlig allergi mod alt legemligt arbejde, herunder specielt havearbejde.

Jeg har en del (allesammen ikke energikrævende) interesser, og......

Jeg befinder mig altid bedst der, hvor jeg selv er til stede.

Personerne på billederne herunder er det nærmeste, jeg kommer idoldyrkelse, hvem de forskellige personer på billederne forestiller, er op til læseren selv at regne ud.



Dog vil jeg, som en lille hjælp, give følgende titler på billederne, regnet fra venstre forestiller de:
"Magien, Morskaben, Videnskaben, Fotografen, Kunsten og Fantasien"

Jeg er, for så vidt jeg selv synes, et ret følsomt og dog alligevel rationelt menneske. For dem med astrologiske interesser (som jeg ikke deler), så er jeg født i Tyrens tegn, med alt det som det nu måtte betyde.

Jeg kan ret godt lide mad (og et godt glas vin), men jeg synes ikke, at "organiserede melklumper" (pasta) er rigtig mad.
Ud over det med melklumperne, er jeg stor tilhænger af etnisk mad, og har altid gjort mig umage for at spise den mad som var den lokale specialitet, hvor jeg end måtte have været. Det er faktisk kun tre ting her i verden, hvorom jeg véd, at det kan jeg ikke lide at spise: "æg på rugbrød (det stinker af svovlbrinte), stegt lever (det smager og føles som råddent viskelæder) og røget muslinger i olie (det er overordentligt kvalmt)".

Jeg har mit helt eget sæt af fordomme overfor mange forskellige ting og mennesker, men efterhånden som årene går, synes de at blive mere og mere afvigende fra, hvad jeg ser andre mennesker har af fordomme, så måske en dag bliver jeg en rigtig original.....

Det er min fulde overbevisning at der skal være plads til alle mennesker (uafhængigt af deres oprindelse, religion, sprog, hudfarve, køn eller politiske overbevisning) på lige præcis det sted, hvor den enkelte person har lyst til at være.

We've walked both sides of every street
Through all kinds of windy weather.
But that was never our defeat
As long as we could walk together.
(*)

Jeg tror ikke, at vi mennesker har afsløret alle naturens hemmeligheder, jeg tror bare, at vi, som det altid har været, for tiden er på grænsen af vores egen formåen, hvad nye opdagelser angår.

Jeg tror heller ikke, at jeg har forstået alt i hele verden, selv om jeg gerne vil give det indtryk.....

Skriv til Niels (tryk her)[og fjern "nospam-"]

*) Don McLean, (Copyright) 1972, i sangen Crossroads på Albummet "American Pie"

med venlig hilsen
N i e l s

Linux Counter